• Københavns hjemløse kan se frem til at sove lovligt i parker

    المصدر: BDK Borsnyt / 08 أبريل 2025 01:58:26   America/New_York

    Fremover skal hjemløse i København ikke blive mødt af en bøde eller bortvisning, hvis de lægger sig til at sove i kommunens parker eller grønne områder. Et enigt Teknik- og Miljøudvalg bakker op om forvaltningens udkast til et nyt ordensreglement, der blandt andet vil gøre op med det eksisterende overnatningsforbud. Det skriver forvaltningen i en pressemeddelelse. Tidligere kunne hjemløse risikere at blive mødt med en bøde og en bortvisning, hvis de overnattede i byens parker og grønne områder. Forvaltningen lægger dog op til at fastholde et overnatningsforbud på kirkegårde og legepladser. Teknik- og miljøborgmester i København Line Barfod (EL) glæder sig over, at man ikke skal straffes for at være hjemløs. Det siger hun i meddelelsen. - Vi skal have en rummelig by, hvor hjemløse ikke mødes med en kold skulder og en bøde. Samtidig fastholdes, at kirkegårdene er lukkede og låste om natten, og at legepladserne er forbeholdt børnene, lyder det fra hende. I efteråret 2023 stemte et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation ja til at tilslutte sig en rettighedserklæring for hjemløse. Den har blandt andet til formål at sikre, at hjemløse ikke bliver straffet eller forhindret i at bruge det offentlige rum. - Det er på høje tid, at vi får ændret reglerne, for noget så basalt som at sove må simpelthen ikke være strafbart i København, lyder det fra socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) i meddelelsen. Hun påpeger, at det rammer helt skævt. - I København har vi skrevet under på, at byen skal sikre hjemløses rettigheder. Det her er et skridt i den rigtige retning, for København skal være for alle mennesker, og det skal kommunens parker og anlæg også, tilføjer hun. Forslaget skal nu sendes i høring i flere udvalg og råd i kommunen, samt kommunens fredningsmyndighed og politiet i København. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/koebenhavns-hjemloese-kan-se-frem-til-at-sove-lovligt-i-parker
شارك على،